Prøve lektion nummer 2  

 

 

 

Til intro


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Velkommen til prøvelektion 2

Privatpersoner og organisationer bruger normalt coaching fordi de ønsker at tingene skal være anderledes. De er ude efter en eller anden form for ændring, eller også har de et vigtigt mål at nå.

I denne anden lektion fra Master coach uddannelsen, vil vi se mere på den personlige coaching. Eller "en til en" coaching, om man vil.

 

Vi ser på de forskellige elementer, og på hvordan de passer sammen i en større helhed. I senere lektioner vil vi gå dybere ned i disse elementer, og kigge på eksempler på coaching samtaler.

 

Teknikkerne du finder her, kan bruges i mange sammenhænge, og de er vigtige for at kunne forstå grundlaget for coaching.

 

Du vil altså lære en masse forskellige coaching færdigheder, og jeg har valgt ikke at holde mig til en bestemt linje, eller ”skole” om man vil.

 

Det er min holdning, at jo flere forskellige færdigheder du har stiftet bekendtskab med, jo bedre. Så kan du bruge dem du bedst kan lide, og dem der passer bedst ind i den situation du er i.

 

Men først skal vi lige have grundlaget på plads, så vi må hellere komme i gang.

 

 

 


 

 

 

Coach Academy Modellen

 

Vi kan kalde denne model en co-aktiv coachingmodel, og den henviser til at coach og coachee begge er aktive medspillere.

 

I coaching er begge parter ligeværdige for at sikre det maksimale udbytte af arbejdet.

 

Ved at der ikke er en rollefordeling, som for eksempel leder–medarbejder, chef-ansat, coach-klient, sikrer man den åbenhed, der skaber de bedste betingelser for coaching.

 

Hvis coacheen er bange for at lukke op, f.eks. på grund af din chefrolle,  kommer du aldrig ind til kernen af problemet. Din coachee vil ofte, bevidst eller ubevidst, prøve at sige det hun/han tror du gerne vil høre. Mere om det senere.

 

 

 

Fire hjørnesten

 

Der er fire hjørnesten i den model vi vælger at begynde med. Vi kan også kalde dem grundopfattelser.

 

  • Coacheen er et kreativt, ressourcefuldt, og helt individ 

  • Coaching omfatter hele coacheens liv

  • Coacheen stiller dagsordenen

  • Forholdet er en alliance mellem coach og coachee

 

 

Coacheens styrker

 

Den grundlæggende opfattelse i coaching er at coacheen har svarene, eller at coacheen vil kunne finde svarene.

 

Fra den co-aktive coach´s synspunkt, er der ikke noget der er forkert, eller i uorden. Der er altså ikke noget behov for at skulle ”reparere” coacheen.

 

Coachen har IKKE svarene – Coachen har spørgsmålene og det er dem der skaber udviklingen oh lukker op for coacheens indsigt i sig selv og sine muligheder. 

 

Nogle gange kan man dog, som coach godt gå ind og vejlede mere, for det er jo ikke sådan at man som coach slet ikke må give gode råd. Men det kommer der mere om i senere lektioner. Der er jo ikke noget der er sort/hvidt her i verden.

 

Nogle gange mener coacheen at hun/han ikke selv har svarene; nogle gange vil hun/han foretrække at tro på at andre har svarene for dem, for eksempel en ekspert.

 

Det er jo ofte lettere at købe svarene færdigpakket, frem for at have arbejdet med at finde en løsning selv. Det sker desværre bare oftest at man så ender op med en tom pakke.

 

Der er jo ikke andre end en selv, der kender det svar der lige nøjagtig giver den løsning man har behov for.

 

Vi mennesker vil så gerne fikse og ordne ting for hinanden, men så er det jo ud fra egne erfaringer, værdier, og mange andre ting.

 

 

Et andet menneske har andre erfaringer, værdier, og din løsning vi aldrig blive den helt optimale for dette andet menneske. 

 

Nogle gange vil du opleve, at din coachee saboterer sig selv, ved at blive ved med at sige (både til sig selv, og til dig) at de IKKE har svaret selv.

Du skal så bare som coach holde fast i, at svaret er at finde hos coacheen selv.

 

Her er det så din opgave som coach at kunne stille spørgsmål og guide coacheen frem til et svar, der har udspring i coacheen selv. Af og til er det en lang proces, men det er en nødvendig proces.

 

Når vi ser ind i os selv ved hjælp af en coach, vil man komme til at kende sig selv meget bedre, og kende sine styrker og sine begrænsninger.

 

Man finder ud af hvad det egentlig er man gerne vil, hvad man ønsker sig, hvad man bliver motiveret af, og også hvad man frygter.

Man finder sin egen vision, og man finder ud af, hvor det er man går på kompromis med ens eget liv.

 

Mange mennesker har aldrig ledt efter svar på disse ting, før der kom en coach og stiller spørgsmålene. Spørgsmålene der åbner for selvopdagelsen, eller afsløringen overfor en selv om man vil. Coachen virker som et spejl.

 

Noget af det sværeste, er at vurdere sig selv. En coach kan ikke, lige meget hvor dygtig hun/han er, coache sig selv. Derfor har mange coaches også selv en coach. 

 

 

 

Omfatter hele coacheens liv

 

Hver dag tager man som menneske hundredvis af beslutninger om at gøre, eller ikke gøre noget.

 

Beslutningerne vi tager gennem en dag, lige meget hvor ligegyldige de kan se ud, er med til at skabe det liv vi lever.

 

Beslutningerne kan føre os nærmere mod en bedre balance, eller også kan de føre os væk fra balancen. De kan bidrage til at gøre vort liv mere, eller mindre effektivt.

 

Som coach kan du hjælpe din coachee med at tage mange flere beslutninger der fører coacheen i den retning, der passer til hende/ham.

 

 

Coacheens dagsorden

 

I coaching er det din coachee der stiller dagsordenen for samtalerne, og samarbejdet. Samarbejdet fokuserer på at nå frem til de løsninger og resultater som coacheen ønsker.

 

Coacheen sætter dagsordenen, og coachen holder fast i denne dagsorden, så den ikke skrider bort. 

Mens din coachee fokuserer på at lave de aftalte ændringer i sit liv, så holder du som coach fast i den oprindeligt fastsatte dagsorden, og sikrer at I styrer i den rigtige retning.

 

Selvfølgelig kan retningen ændre sig, for de fleste mennesker udvikler sig meget i et coaching forløb.

Der skal man, som coach være klar til at ændre på planen.

 

Det kan også vise sig, at de mål man satte sig i begyndelsen af samarbejdet, ikke kan nås af forskellige grunde.

 

Målet kan være for højt, eller for lavt, eller det kan vise sig at være uinteressant ved nærmere eftersyn. Det skal man ikke tage som et nederlag, og hjerneløst holde fast i det oprindelige. Man udvikler sig meget i et coaching forløb, og ens prioriteringer ændrer sig ofte. Det skal der være plads til.

 

Det at kunne holde fast i de aftalte planer og målsætninger er noget meget centralt i coaching. Coaching er jo ikke hyggesamtaler. Det er et samarbejde man laver for at opnå noget, og opnå mere end man ellers ville kunne have opnået alene.

Derfor skal du, som coach holde coacheen op på det I aftaler fra gang til gang, og finde ud af hvad der sker hvis coacheen afviger. 

 

Her ser vi en af de væsentlige forskelle mellem en coach, og en konsulent. En konsulent kommer oftest med en specialiseret ekspertviden, og sætter  som oftest dagsordenen for samarbejdet.

Coaching handler ikke om coachens specialviden om bestemte emner, og det at komme med færdige løsninger. Det du som coach kommer med er erfaringen, og værktøjerne til at kunne få det bedste frem i din coachee.

 

 

En alliance

 

I et coaching samarbejde kan man sige at magten ligger i samarbejdet, og ikke hos coachen. Coachen og coacheen arbejder sammen om at designe en alliance, der sikrer at coacheen når de mål hun/han har opstillet.

 

At disse så, i tilfælde af at coachingen foregår i en organisation og coacheen er ansat, skal være tilpasset de rammer som der nu er i organisationen, er en anden snak. Grundprincipperne for coachingen, er de samme.

 

Coacheen spiller en væsentlig rolle ved at definere hvordan hun/han gerne vil coaches. Hvert samarbejde skal tilpasses din aktuelle coachees måde at arbejde på, og dennes lærestil.

 

Du kan ikke som coach have et færdigstrikket program som du bare kommer alle coachees ind i.

 

Hver enkelt skal coaches på sin egen måde. Nogen skal der arbejdes meget med, før de finder frem til løsningerne, mens andre finder løsningerne næsten uden du siger andet end goddag.

 

Processen med at designe denne alliance bliver også en model for det fælles ansvar for resultaterne og udviklingen, som både coach og coachee har.

 

Coacheen lærer også ved dette, at de kan kontrollere deres situation, og at de i sidste ende er 100% ansvarlige for de ændringer de laver i deres liv.

 

Ved at give dine coachees denne forståelse, vil du også langsomt få dem til at være mere på forkant med hvad der sker.

Man kan bruge metaforen med at det er lettere at trække en snor, end det er at skubbe den.

Lær dine coachees at tage aktiv styring af deres liv, i stedet for at reagere på ting der sker.

 

 

 

Coaching betyder handling og læring

 

Udbyttet af arbejdet, som en coach og en coachee udfører sammen er handling, og læring. Disse to kan sammen være med til at frembringe en ændring.

 

Handlingen bringer coacheen i bevægelse, og coachingens formål er, at bringe coacheen i bevægelse, og sikre at denne bevægelse er i den rigtige retning. Selvfølgelig hjælper coachingen også med til at bevægelsen fastholdes, og at den går hurtigere end den ville have gjort uden en coach til at hjælpe.

 

Den anden faktor af den menneskelige forandringsproces er læring. Læring er ikke bare et produkt af det at handle. Det er en ligeværdig og komplementerende kraft.

 

Læringen genererer ny ressourcer, forøgede muligheder, og vi kan sige større muskler til at skabe fortsatte ændringer. Den gør også gradvist coacheen mere og mere selvkørende, og i stand til selv at løse problemerne.

 

En af de mest udbredte misforståelser omkring coaching er, at det simpelthen drejer sig om at få tingene gjort. På grund af denne misforståelse, har coaching ofte været sammenlignet med en forælder, der sørger for at du får redt din seng, og at du får lavet dine lektier.

 

Coaching handler ikke kun om handling; det handler lige så meget om det at man lærer, og at man fortsætter med at lære. Man lærer at tage risici, og lærer at det er ok at fejle, bare man lærer af fejlene. 

 

 

 


 

 

 

 

 

Det centrale i coaching arbejdet:

 

 

 

Coacheens dagsorden

 

Coacheen er den centrale i coaching samarbejdet. Coacheens ønsker, drømme og mål er de overordnede emner i coachingen. Der er tre principper der er centrale i vort coaching arbejde:

  • Tilfredshed

  • Balance

  • Udvikling.

De er fundamentale elementer i det at have et godt liv. Ligesom ilt, brændbart materiale, og varme er nødvendige for ild, så er disse også uundværlige for et godt og spændende liv.

 

 

Lad os se lidt på de enkelte principper:

 

 

Tilfredshed

 

Definitionen på tilfredshed og hvad det betyder for din coachee er meget individuelt. Det kan, mest i begyndelsen, være eksterne målestokke såsom et godt job, penge nok, en bestemt livsstil og så videre.

 

I de fleste tilfælde udvikler coachingen sig til et dybere niveau, og en dybere definition på princippet: Tilfredshed.

 

Det handler ikke om at have mere, eller om det der fylder i coacheens lommer og skabe, men hvad der fylder coacheens hjerte og sjæl.

 

Et tilfredsstillende liv, er et liv der lever op til coacheens egen definition på livsværdier.

 

  • Hvis coacheen værdsætter spænding i livet, er der så nok eventyr hendes/hans liv?

  • Hvis coacheen værdsætter familien, bruger coacheen så alt for megen tid på sit arbejde, til at være tilfreds med livet?

  • Hvilken værdi er det hun/han tilfredsstiller ved arbejdet, og som sker på bekostning af den anden værdi med familien?

  • Er dette styret af coacheen selv, eller er det styret af andres forventninger til coacheen?

 

Ved at finde frem til coacheens livsværdier, finder man også ud af, om de valg der hidtil er taget i coacheens liv understøtter de basale livsværdier. Hvis ens valg er baseret på ens egne livsværdier, bliver livet meget mere tilfredsstillende, og lettere.

 

At opnå et mål man har sat sig er meget tilfredsstillende, specielt som en milepæl, men de fleste coachees finder ud af, at det at have et tilfredsstillende liv ikke er endemålet.

 

Det at have et liv med formål og mening er meget dybere. Det er at nå ens eget fulde potentiale.

 

 

 

Balance

 

Med den hastighed livet har i dag, med så utroligt mange attraktive muligheder, krav og forstyrrelser, så ser det at have balance i livet lidt, ud som en ønskedrøm.

 

Det er typisk for de mennesker der kommer til en coach, at det at have balance virker det helt uopnåeligt.

De fleste af dem er ikke tilfreds med at leve et ”standard” liv. De ønsker mere af livet, og vil gerne give mere tilbage.

 

De er ofte gode til at lægge passion i det der betyder noget for dem, og virkelig fokusere på det. Mange gange så intenst at denne ene del af deres liv virkelig er en succes, mens resten nærmest ligger i ruiner.

 

De forstår værdien af at have balance og har sandsynligvis gjort utallige forsøg på at opnå det.

 

De har med de bedste intentioner mange gange lovet sig selv, og andre, at få mere motion, tage mere fri, eller genoptage kontakten til venner og familie. Uden det store held.

 

Effektiv coaching tager fat på hele coacheens liv, for det er ikke at hjælpe kun at tage fat på at få styr på en del af livet, uden at få de andre med. Det er lidt som at behandle symptomer på en sygdom. 

 

Det er derfor at de fleste professionelt arbejdende coaches næsten altid laver en bred undersøgelse af coacheen under de første møder. 

 

På den måde får man et indblik i hvordan coacheen ser på princippet et tilfredsstillende liv. Man finder ud af hvor coacheen står med hensyn til at have balance i forskellige dele af sit liv. Det kan være i karriere, helbred, økonomi, forhold, personlig vækst, fritid og meget mere.

 

På grund af, at coachees ikke lever sit liv i små diskrete kasser, så er der forbindelse mellem alle delene. Helbredet påvirker karrieren, økonomien påvirker fritiden, ens partnerforhold påvirker karrieren, og vi kan blive ved.

 

”Ude af balance” har en lidt hjælpeløs klang, lidt som om ”sådan er livet bare”. ”Det er den virkelige verden”, eller ” Det er hvad min chef, familie, venner forventer af mig”.

 

Det er at sætte sig i "offerrollen", og offeret har som regel ikke så meget indflydelse på hvad der sker.  

 

Når man coacher for at opnå balance, så handler det om at udvide perspektivet, og derved øge antallet af valgmuligheder for coacheen.

 

I sidste ende handler det, at have balance i livet, og om at tage nogle valg.  Altså om at sige ja til noget, og nej til noget andet.

Dette er en stor udfordring for de fleste. Dine coachees vil ofte sige ja til mere, uden at give plads til det de siger ja til, ved at sige nej til noget andet.

 

Livet består af valg og fravalg – Vælger du det ene, må du ofte vælge noget andet fra. Ellers kan balancen ikke opretholdes.

 

Ved bare at sige ja til en masse, vil man meget snart føle sig overvældet og ens liv vil komme ud af balance.

Derfor kan du for eksempel ikke effektivt coache en medarbejder til mere succes, uden også at få styr på andre elementer af livet også. Kan du se billedet?

 

Balance er ikke en statisk tilstand – Dit liv er altid i bevægelse og derfor er det, at være i balance, noget der kræver konstant arbejde. En linedanser må også hele tiden bevæge sig for at holde balancen.

 

Derfor skal du som coach finde ud af om din coachee er på vej hen imod balance, eller på vej ud af balance.

Du kan, som sådan, ikke sige til din coachee at du kan få deres liv i balance, og så sætte det som et mål. Du kan hjælpe dem og lære dem at være bedre til at holde balancen.

Husk også, at ligesom årets sæsoner, så ser man bedst ”balance” over en længere tidsperiode. Du kan jo ikke coache mennesker til at undgå udsving fuldstændig.

 

 

Udvikling

 

Vi er altid i en eller anden form for udvikling. Sommetider er den hurtig, og andre tider sker den stille og roligt.

 

På grund af at coaching er en meget effektiv måde at opnå resultater på, kan både coach og coachee let blive revet med, og ene og alene fokusere på slutdestinationen. Derved mister man let sig selv, og overblikket over vejen mod målet.

 

Man kan godt sammenligne ens udvikling gennem livet som en flod.

 

Som livet skrider frem, kan der være tider med brusende white-water rafting.

Der vil også være tider hvor man ikke rigtig kommer nogen vegne; hvor man bare kører rundt i  strømhvirvler, eller glider baglæns ind i en bugt og ligger stille der lidt.

Man ved heller ikke hvordan vandet er omkring det næste sving floden tager. Er der lavvandet eller dybt, og kan man risikere at komme til et vandfald.

 

Som coach er det din opgave at hjælpe din coachee rundt omkring de store sten, og give støtte ude på det mørke dybe vand, hvor man er bange for at fejle. Du skal være der til at fejre din coachees færdigheder, og evne til at navigere gennem de svære passager.

 

Co-aktiv coaching omfatter altså hele billedet af coacheen.

 

 


 

 

 

De fem grundfærdigheder

 

Her i starten vil vi arbejde med fem grundfærdigheder, som du som coach skal beherske.

De fem færdigheder vi her vil tale om, danner på en måde grundlaget for de færdigheder vi omtaler i SuccessCoach Academy systemet. Jeg prøver at belyse tingene fra så mange vinkler som muligt for, at sikre forståelsen.

 

Her vil vi først introducere færdighederne, og så vil vi i næste lektion gå meget dybere ned i de enkelte færdigheder, og lave nogle øvelser for hver enkelt.

 

Gennem træning og praktisk brug af disse færdigheder, vil du kunne udvikle disse færdigheder, og sat sammen med den viden du vil få i dette lange forløb, vil du kunne udvikle dig til en rigtig god coach.

 

Lytning

 

Som coach lytter du selvfølgelig til de ord der kommer fra coacheen, men den reelle lytning i coaching finder sted på et dybere niveau.

 

Du skal lytte efter meningen bagved historien, og for den underliggende proces der foregår i coacheen.

 

Du lytter for at finde frem til din coachees værdier, formål med livet, og coacheens vision for livet. Du lytter også efter modstand, frygt, svigt, og tilbagetrækning.

 

Du lytter også efter den indre sabotør, den indre ”Gremlin” om man vil.

Den indre Gremlin er en som sørger for at gøre modstand mod alle former for ændringer, og som er rigtig god til at påpege dine fejl og mangler, og til at finde påskud for at holde tilbage.

 

Som coach skal du lytte på mange forskellige niveauer for, at finde ud af hvor din coachee er lige nu. Du hører om din coachee er ude af balance, og om fremskridt eller tilbagegang.

 

Du lytter også efter tilbageholdenhed, og for om noget af det sagte ikke lyder helt rigtigt.

 

Mange coaching samtaler foregår over telefonen, og også der er det muligt at høre meget mere end ordene i historien. Der er masser af informationer gemt i tonen, og talehastigheden, specielt når man kender sin coachee lidt bedre.

 

For at forstå lytning lidt bedre vil vi inddele begrebet i tre niveauer:

 

Niveau 1

Her er lytningen intern. Vi hører ordene den anden siger, men fokuserer på hvad de betyder for os. I et coaching forhold skal din coachee helst være på niveau 1 = Hun/han ser ind i sig selv og på sin egen situation.

 

Niveau 2

Det er fokuseret lytning. Alle dine antenner er fokuseret mod den anden person. Som coach skal du lytte på niveau 2, og niveau 3.

 

Niveau 3

Som du nok allerede har regnet ud så lytter man på niveau 3 med alle sine sanser. Man får fat i det hele, både følelser, kropssprog (ikke over telefonen), det usagte, "energien" og miljøet.

 

Niveau 1 og 2 er primært baseret på ord, mens niveau 3 omfatter alle data man kan få fat i.

 

En effektiv coach arbejder både på niveau 2 og 3, hvilket giver den bredeste vifte af informationer at arbejde med.

Dette er tilfældet lige meget om det drejer sig om en-til-en coaching, gruppecoaching, eller coaching over telefonen.

 

Coaching face to face, giver den visuelle dimension af kropssprog, men det kan også til tider være en forstyrrelse. Coaches der arbejder meget over telefonen, oparbejder en stor evne til at aflæse toneleje, og energi i ordene. Telefon coaching har mange andre fordele, blandt andet bekvemmelighed, men det kommer vi også ind på i en senere lektion.

 

 

Intuition

 

Lytning på niveau 2 og 3, giver dig en større kontakt med din egen intuition. Intuitionen er i denne sammenhæng et samarbejde mellem din bevidsthed, og din underbevidsthed, som får fat i det usagte, det mellem linjerne.

 

Intuitionen er for nogen lidt svær at stole på, men det kan læres og det er en vigtig færdighed for dig, hvis du vil være en god coach.

 

I vor kultur mener mange intuition ikke er et pålideligt redskab, at drage konklusioner med.

Bruger man den, er man ofte lidt forsigtig med at fortælle om det, fordi man ikke vil blive gjort til grin. Men når det handler om coaching, så er det altså en af de rigtig gode evner at have.

 

Mange kalder det også en tanke, fornemmelse, anelse, ”føle det i maven” og så videre, men når alt kommer til alt, er det beskeder fra vor intuition.

 

Som sagt så er intuition noget der skal trænes og udvikles, og man skal lære at stole på den. Lærer du at bruge den kan den være til enorm hjælp for dig i din coaching, fordi den er i stand til at sammensætte mange flere indtryk og information, end du nogensinde vil kunne gøre med din normale bevidsthed alene.

 

 

Nysgerrighed - spørgeteknik

 

En af de fundamentale grundregler i coaching er, at din coachee er kompetent, og at hun/han har svarene, eller vil være i stand til at finde svarene.

 

Coachens arbejde er så, at stille de rigtige spørgsmål der fremprovokerer svarene. Ved at kalde ens spørgsmål for nysgerrighed, så giver man det en åben, næsten legende og positiv klang.

 

Ligesom en videnskabelig nysgerrighed der udforsker materialer, livet, eller universet, så har nysgerrigheden i coaching til formål at gå dybt ind i coacheen. Helt åben og nysgerrig for hvad man mon finder derinde.

 

Coachen er ikke nogen forhørsleder, men han eller hun stiller kraftfulde spørgsmål der går gennem de gamle forsvarsværker som de fleste af os har.

 

En anden fordel ved denne nysgerrighed er, at den smitter af på dine coachees, og gør dem mere nysgerrige, og villige til at dykke ned i deres eget liv og muligheder.

Mere villige til at kigge på de mere mørke sider af dem selv, og give sig i kast med de svære ting i livet.

 

 

 

Handling og læring

 

Coaching samtalen har et vigtigt formål, eller rettere, i co-aktiv coaching har den to. At fremme handling og give en dybere læring.

 

Derfor er en coaching samtale forskellig fra alle andre typer samtaler. Den har ikke til formål at forklare, informere, fornøje, eller korrigere.

 

Formålet er ganske enkelt at få coacheen til at gøre noget (at handle), og at lære noget af det, så hun/han fremover gradvist bliver mere og mere selvkørende.

 

En af de ting ved coaching, der tiltaler mange mennesker, er den store fokus på handling, og så den indbyggede forpligtelse. Altså det at der nøje bliver fulgt op på det man aftaler.

Ikke på en hård og kontant måde, men på en støttende måde. Det er en struktur der virker rigtig godt for mange mennesker, lige meget hvilken sammenhæng coaching bruges i.

 

Når mennesker med en vis integritet, og ansvarsfølelse laver en aftale med nogen, så vil man også arbejde hårdere på at gennemføre den. I coaching er det coacheen/klienten der er ansvarlig for sin egen handling og læring – Det er coachen ikke. 

 

Ansvarligheden og forpligtelsen overfor det man aftaler, gør coaching samarbejdet meget mere håndgribeligt. Mere fokuseret og disciplineret. Som en følge deraf, bliver forandringsprocessen af coacheen også meget mere succesfuld.

 

Når du gennem dine samtaler med din coachee har fundet ud af, hvor vedkommende gerne vil hen, og måske har udvidet målet i forhold til det coacheen selv oprindeligt havde tænkt sig, så indgår I jo en aftale. En aftale om hvad der skal gøres og hvornår.

 

 

Dine spørgsmål kunne være

  • ”Hvad vil du gøre?”

  • "Hvornår vil du gøre det, og det?”

  • ”Hvor længe vil du gøre det?”

  • ”Hvordan ved du at du har gjort det?”

og så videre.

 

 

Afhængig af hvilken opgave coachingen drejer sig om, kan I etablere ekstra rapportsystemer.

Måske med daglige korte telefonsamtaler, eller e-mail kontakt. Dette er selvfølgelig ikke kun for at kontrollere, men også lige så meget for at støtte, og guide.

 

Man skal hele tiden huske på, at du som coach ikke er rekrut sergent, men en partner der hjælper med at opnå visse mål.

 

Coacheen laver aftaler med dig som partner, og du følger op på disse aftaler. Kan coacheen ikke overholde disse, må du via spørgsmål finde ud af "hvorfor?".

 

Er målet for højt, for lavt, eller hvad sker der?

 

For at tilliden mellem Jer som partnere skal bevares, må du aldrig være dømmende eller bebrejdende hvis mål eller aftaler ikke overholdes. Lige meget hvad coacheen gør.

 

Målet med coaching er handling, udvikling, og læring, og ikke så meget specifikke og hurtige  resultater.

 

Din coachee skal kunne lære lige så meget af sine fejltagelser (om end ikke mere) som af sine bedrifter. Som coach skal du medvirke til og sikre denne læring.

 

 

 

Selvstyring

 

For virkelig at holde sig til coacheens dagsorden, må du, så at sige stille dig helt ud på sidelinjen. Det er ikke altid en let opgave at styre sig selv på den måde.

 

Selvstyring er dine evner til, som coach, helt at tilsidesætte dine egne personlige meninger, prioriteringer, ego, modstand, og så videre.

 

Selvstyring betyder, at man opgiver ens eget behov for at ”se godt ud” og for altid at gøre det rigtige.

 

For coachen betyder det i dette tilfælde, at man skal styre sit eget ego, og blive næsten usynlig.

Du hjælper også din coachee med hendes/hans selvstyring. Med det mener jeg coacheens evne til at styre sine egne bedømmelser, og meninger om sig selv og andre.

Det betyder også, at man holder øje med coacheens indre ”gremlin”, og hjælper med at holde den nede.

 

 


 

 

Coachens plads i dette

 

Som du måske har bemærket, er der ikke så megen snak om coachens rolle i dette spil.

Det er også meningen at coacheen er stjernen, og coachen arbejder næsten usynligt i baggrunden.

 

 

Om at følge coacheen

 

På grund af at coacheen sætter dagsordenen i coaching, må du også være klar til at følge med i den retning, som coacheen mener er den mest vigtige lige nu.

 

De emner dine coachees bringer op, kommer næppe som en komplet overraskelse når du kender dem lidt bedre, men alligevel skal du være vågen.

 

Du arbejder ved at stille spørgsmål, og ved at få coacheen til at finde sine egne svar, frem for at blive påduttet et svar eller en løsning.

 

Siden du ikke giver svaret, og derfor heller ikke helt kan forudsige det, må du altid være på tæerne, og vente på coacheens svar.

 

Responsen vil bestemme samtalens retning, og for at være effektiv må du altid være klar til, smukt og elegant, at danse ind i det næste spørgsmål eller måske tage fat på et coaching værktøj.

 

Du kan aldrig planlægge en samtale på forhånd – ikke i detaljer.

 

Det kræver, at du er 100% til stede under samtalen og er parat til at danse med, hvor din partner ønsker det. Vi kan kalde det ”At danse i nuet”.